Findes der en god smerte??? NEJ egentlig ikke. Men prøv lige at stille en person med en fysisk sygdom det spørgsmål. For så er svaret JA.
Den dårlige smerte for mig med gigt er den der skærende smerte i min krop, som regel altid det venstre ben hos mig, hvor det smerter så meget fra hoften og til midt på skinnebenet at jeg ville ønske jeg kunne save benet af – jeg kan intet gøre og smertestillende hjælper kun kortvarigt. Det gør så ondt at jeg bare tuder eller skriger eller i hvert fald har lyst til det, for jeg kan slet ikke overskue den ulidelige smerte. Det gør ondt når jeg står, det gør ondt når jeg sidder, når jeg ligger – ja, uanset hvad, så kan jeg ikke få det til at gå væk. Nogle gange føles det som om benet har fået en spændetrøje på der er 17 numre for lille og som bare knuger benet og gør det helt umuligt at slappe af.
Solens varme på en ekstrem varm sommerdag, eller svøbt ind i et varmt uldtæppe, et varmt karbad eller at sidde nærmest klos op ad den tændte brændeovn, kan hjælpe lidt, men ikke helt når det er storslemt. Jeg har tidligere taget mig selv i at sidde og slå mig selv på benet for at flytte smerten væk fra smerten i venstre ben og til nærmest et hvilket som helst andet sted på kroppen.
*Remember to live while you are busy surviving*
Så for mig findes der helt klart en god smerte også, det er der, hvor jeg har haft en god træning i centret og hvor jeg virkelig kan mærke mavemusklerne (eller mangel på samme, men det snakker vi ikke om….) og hvor jeg også dagen efter kan mærke musklerne trække sig sammen når jeg f.eks. sætter mig op. Det er også når jeg har været i haven og rykke ukrudt op og ryggen bare er mega-øm bagefter eller når jeg har været i svømmehallen med min søn og benene bare ryster og sitrer.
Det er jo den gode smerte, som er skøn at have, for den viser at jeg er i live og at min sygdom ikke har kontrol over mig – jeg kan stadig gøre næsten alt hvad jeg sætter mig for – det kræver dog både planlægning og forberedelse og efterfølgende kræver det nok lidt mere restitution end andre. Men jeg knus-elsker denne den gode smerte.
Som kronikker med en fysisk sygdom skal man lære at skelne mellem den gode og dårlige smerte, for smerter må ikke sætte dagsordenen for os. I perioder er jeg simpelthen tvunget til at minde mig selv om at den gode smerte skal til for at få den dårlige til at blive mindre – ofte føles det som om de 2 slags smerter konstant kæmper en endeløs kamp mod hinanden, men jeg skal huske på at jeg faktisk er dommeren, der kan præge udfaldet.
Kærlige kram fra Louise
