Lad os lige forestille os at vi er et rigtig godt sted i vores liv, alt kører på skinner om man så må sige. Der er styr på partner, børn, hus, job, økonomi, sundhed, træning og det hele. Så er man jo ikke til at vælte. Og det er jo det de fleste altid gerne vil ha, men sådan er livet bare ikke altid.
Et ordsprog siger at noget skal være skidt for at blive godt.
Men spørgsmålet er om det modsatte ikke også gør sig gældende? Skal det ikke også være godt for at kunne blive skidt? Hvis nu alt altid er godt, går man ikke i stå? Hvis man tror at sommeren aldrig ender og dermed ikke forbereder sig på vinteren, hvad sker der så?
Ingen udvikling er lig med afvikling
Er det ikke bedre at forberede sig på vinteren mens der er sommer? Det er da trods alt nemmere at fælde et træ og fylde brændeskuret op om sommeren end det er når vinteren er kommet og man hundefryser.
Det samme i et forhold, når man er i foråret eller sommeren i sit forhold, kan man gå på vandet og har måske ikke lyst til at tale om det lidt tungere emner som hvordan skal en diskussion foregå for ikke at eskalere til et skænderi? Tale om ens livsværdier? Hvad vægter man højt? Hvordan skal arbejdsfordelingen i hjemmet være? Hvilket syn har man på børneopdragelse og økonomi? Hvordan vil man gerne bekræftes? Hvordan håndterer man det hvis den ene part eller børnene bliver syg? Osv…. Uenigheder i et parforhold kommer nok oftest fordi man ikke har fået forventningsafstemt i tide.
Og det samme gør sig igen gældende med kost og træning f.eks. Mange mennesker der kæmper med sygdom og manglende overskud, dropper træning, bevægelse og sund og nærende kost – jeg taler af erfaring. Men set i bakspejlet har det da været nogle af de dummeste steder at skære ned på eller skære helt væk.
Når man kæmper med sygdom, kommer manglende overskud oftest som en møgirriterende følgesvend. Dermed er det let at falde længere ned i sofaen foran fjernsynet med en pose chips i hånden og når man så har siddet der nogle timer, så orker man nærmest ikke at rejse sig for at gå ud og lave mad eller smutte ud at gå en tur eller da slet ikke at tage i træningscentret. Så finder man på alle mulige undskyldninger til hvorfor man ikke skal tage af sted og ender så med at varme en pizza fra fryseren og synker længere ned i sofaen igen med fjernbetjeningen i hånden.
Fra fjernsynet eller medier bliver vi ofte bombarderet med dårligdom, fattigdom, afmagt, død og ødelæggelse, alt dette påvirker vores mind og mindset – hvordan skal vi kunne få kroppen og hjernen i gear når man fylder den med lort?
Nogle mennesker med alvorlige kroniske sygdomme eller lidelse, KAN ikke motionere, kan ikke køre bil, kan ikke gå og kæmper med at hænge sammen (men ofte viser disse mennesker at de har vilje af stål og at de ikke vil lade deres sygdom eller handicap definere hvad der er muligt – se bare handicapsport – det er jo fantastisk!) Og så er vi tilbage ved om det ikke skal være skidt for at blive godt, for det er også lige præcist der hvor vi er allermest sårbare og svage at vi KAN og SKAL tage en beslutning – skal vi hoppe på livstoget og leve livet eller skal vi sætte os på en togstation og vente på et tog der aldrig kommer.
Som kronikker er det ofte det letteste at håbe at i morgen bliver bedre, men hvad gør vi selv for at i morgen bliver bedre? Selv har jeg nogle dage hvor jeg har så mange smerter at jeg ikke kommer ned at træne eller får støvsuget eller lavet andre praktiske ting som jeg ellers havde haft en plan om, men jeg har flyttet træning i fitnesscenter fra bør-listen til skal-listen, så på dage med kun få smerter, kommer jeg altid afsted og elsker den sejr det bare er i sig selv.
Det sværeste er altid beslutningen, det er det at komme i tøjet og komme ud i bilen. Selv ved jeg at, er jeg først kommet ud i bilen, så kører det bare….derfor har jeg sat nogle rammer op for mig selv, for at undgå at falde af sporet med hensyn til træning. For mig har det betydet at jeg 3 x ugen tager jeg på arbejde i træningstøjet, hvor jeg ellers normalt vil bære jeans og habitjakke. Så kører jeg direkte fra arbejde og i centret og derefter hjem. Gjorde jeg det omvendt, vil jeg have lettere ved at svigte mig selv og altså springe en træning over. Og jeg har simpelthen opdaget hvor vigtigt min træning er for min krop.
Når man, som jeg, har problemer med led, sener, muskler mm. så er det endnu mere vigtigt at styrke kroppen og derved opnå smidighed og stærke muskler og ledbånd. For at kroppen bedre kan holde til den belastning vi udsætter den for. Samtidig er det jo ikke uvæsentligt at kroppen ved træning danner mere kroppens egen “dope” nemlig Dopamin, som gør os glade og godt tilpas, hvilket vi jo alle gerne vil ha mere af.
Men man kan jo også sætte sig til rette i sofaen og håbe at løsningerne på ens problemer falder ned fra himlen. Jeg har selv bare ikke tid til at vente på det.