En svær proces
For en del år siden skrev Gigtforeningen i deres medlemsblad en lang og fantastisk artikel om mig, mine heste og alt det jeg kunne fordi jeg red og trænede som jeg kunne og gjorde, til trods for den invaliderende gigt jeg havde. Artiklen hed: ”På hesten føler jeg mig ikke syg”.
Jeg har redet i mange år, jeg kan faktisk slet ikke huske mit liv uden heste og ridning. Jeg har arbejdet med heste, de fleste af mine venner og bekendte er hestefolk, jeg har tænkt og drømt hest og ridning, jeg har haft kæmpe optur, jeg har haft succes og haft kæmpe oplevelser, som jeg ikke ville være foruden, jeg har brugt nærmest al min tid og alle mine penge på hest og ridesport, jeg har stået op kl. 5 om morgenen for at få redet inden jeg f.eks. skulle til noget familietamtam, jeg har givet afkald på et normalt teenageliv, jeg har takket nej til invitationer med familie og venner pga. stævner og hestearrangementer, jeg har sat børn og kærlighed i baggrunden.
Hele mit liv drejede sig om den succes og den optur det gav mig at være rytter – og jeg har givet afkald på rigtig mange ting, fordi jeg ville, jeg har aldrig stillet spørgsmål – det vigtigste var min sport.
For et par år siden begyndte jeg en proces – jeg begyndte at stille spørgsmål til mig selv om jeg nu også var der i livet jeg ville. Der kunne jeg konstatere at jeg ikke helt var på flere områder i mit liv.
Og jeg satte mig for at finde ud af hvad jeg virkelig gerne ville med mit liv, hvad der egentlig var vigtigt for mig og hvordan jeg kom derhen, hvor jeg kunne skabe et endnu bedre liv for mig selv.
Jeg stillede også mig selv spørgsmål til hvad hest og ridning gav mig. Og om jeg red fordi jeg stadig virkelig brændte for det eller om det var fordi det var en vane og jeg faktisk ikke helt vidste hvad jeg ville bruge min tid på, hvis jeg ikke havde hest. Det var en ret hård proces, for hvem pokker var jeg så som person og menneske, hvis jeg ikke skulle ride og have hest mere.
Jeg begyndte at mærke at jeg ikke nødvendigvis kun blev ladet op af min sport – det drænede mig også, jeg blev måske mentalt ladet op, men min krop blev drænet – og det blev kun mere og mere, hvilket jeg aldrig havde følt eller tænkt over før. Jeg følte at jeg nærmest aldrig kom sådan rigtig ovenpå efter at jeg havde været i stalden. Og smerterne blev bare flere og flere. Jeg var ikke længere den mor, kæreste, veninde, søster, datter osv. som jeg egentlig gerne ville være.
Tidligere gav det mig så meget optur at ride, at der langt overdøvede de smerter og den træthed der også fulgte mig, men det gik op for mig at det ikke længere var tilfældet, og at selvom det selvfølgelig stadig gav mig optur, så stod det slet ikke længere mål med den tid, de smerter og det overskud, det tog at ride og passe min hest.
jeg følte at jeg konstant var bagefter fordi der var så mange ting jeg ikke kunne eller kunne nå pga. manglende overskud. Jeg følte nærmest at jeg trængte til at holde fri i en måned eller to – ikke kun fra arbejde og hest men fra hele mit liv – selv efter en weekend følte jeg at jeg trængte til at holde fri fra min weekend, jeg var totalt brugt op.
Der var simpelthen nogle ting jeg blev nødt til at revidere på, så jeg måtte have en alvorlig snak med mig selv om hvad jeg gerne ville med resten af mit liv og hvem jeg egentlig gerne ville være. Og en af de ting jeg i den proces blev nødt til at ændre på, var vedrørende hesten, hvor hårdt det end var.
Nu rider jeg ikke mere og selvom jeg ikke har gjort det i snart 1 år, så er jeg slet ikke kommet 100 % ovenpå endnu.
Jeg er stadig i proces omkring hvem jeg er, hvem jeg vil være, hvad jeg vil og hvordan jeg kommer derhen. Men jeg har simpelthen alt alt alt for længe drænet min krop og min psyke så meget og jeg har trukket alle mulige og umulige ressourcer ud af min krop. Så selv om jeg, efter at jeg ikke skal bruge 2-4 timer hver dag på hesten og derfor har mere tid og burde have mere overskud, er dette slet ikke tilfældet endnu.
Jeg har mere end nogensinde før brug for hvile, ro og at restituere. Jeg er blevet meget mere bevidst om hvad jeg vil og om jeg er på vej i den rigtige retning. Jeg er i proces og er nu på vej til at blive den person, jeg drømmer om at være.
Er du der i dit liv hvor du gerne vil være eller er der nogle ting eller områder hvor du trænger til at tage en alvorlig og seriøs samtale med dig selv?
Kram fra
Louise
