Sygdom, samvittighed, system og samfund

Hvis man pludselig bliver ramt af sygdom – fysisk eller psykisk – så ville det være nemmere (ikke nemt) at koncentrere sig om, hvis der ikke fulgte alle mulige og umulige tanker med. Hvis det eneste man skulle forholde sig til var sin sygdom, så var man hurtigere på rette spor eller i hvert fald mere afklaret.

Desværre følger der alt for mange andre tanker og spekulationer med i kølvandet på det at blive syg.

Pludselig skal man forholde sig til det offentlige system – hvem er min sagsbehandler, hvor får man penge fra? hvor længe kan man være sygemeldt inden man bliver fyret? hvad nu hvis ens arbejdsgiver ikke tror på en? hvad hvis lægen ikke gør? hvad finder lægerne ud af?

Og hvis man så mister sit job – måske et job eller fag man altid har været i, hvem er man så? hvad kan man så? hvad må man? hvad har man? hvad vil man? mister man sine kollegaer….

Og hvad med økonomien – pludselig går der ikke tilnærmelsesvis det samme ind på kontoen, som der plejer og man skal forklare sig i banken, til en bankrådgiver som prøver at være menneskelig og forstående, men som jo også skal passe sit arbejde og som jo derved også skal tænke, hvad nu hvis…? Samtidig har man dårlig samvittighed overfor sin partner, for det er jo ikke kun en selv det går ud over – måske plejer man at være den der hiver størstedelen af familiens økonomi hjem og det er man ikke længere, så hvordan vil ens partner så se på en og situationen nu?

Og oveni det hele skal man stadig være der for sine børn og sin partner, passe sit hjem og få tingene til at fungere som det gjorde før man blev syg. Hvad skal man tale med sine venner om, gider de en når man ikke længere kan det samme? Hvordan ser andre på en? Hvordan skal man prioritere sit forhold når man intet overskud har?

I samme ombæring hiver kommunen og ens sagsbehandler i en med at man skal deltage i det ene og det andet forløb, man skal stå til rådighed, man skal kunne dokumentere sin gøren og laden, sine smerter og manglende overskud. Alt imens man jonglerer mellem læger, fysioterapeuter, terapeuter, sygehuse og meget mere. Og i endnu samme ombæring skal man huske at registrere sig på jobnet, tale med sin fagforening, man skal tjekke sin e-boks og sine journaler, samtidig med at det er en fordel at man rent faktisk også forstår hvad der rent faktisk står.

“Focus on the step in front of you, not the whole staircase”

Måske har man brug for en uvildig sagsbehandler eller en bisidder der så også skal sættes ind i situationen.

Hele den her proces kan for nogle tage flere år….ÅR….jeg har desværre kendskab til flere hvor perioden fra sygdom opstår til at de er blevet f.eks. tilkendt fleksjob kan være mere end 10 år.

At skulle leve med den usikkerhed og den byrde i så mange år, kan få de fleste til at knække, så for nogle er der oveni hatten måske fulgt en skilsmisse eller mistede venner med, måske er der kommet nogle følgesygdomme med eller ens økonomi har tvunget familien til at sælge hus og bil og tage et ekstra lån.

Under hele processen har man været i forskellige arbejdsprøvninger, måske på arbejdspladser der slet ikke er relevante eller som slet ikke var egnede, men man har været tvunget til at teste sig selv af – ofte er man kørt til grænsen eller langt over, efterfulgt af nedtur og endnu et slag i ansigtet. Man har fuldstændig mistet sig selv.

Så den dag man rent faktisk måske er så heldig at få tilkendt fleksjob eller førtidspension, der aner man faktisk ikke hvem man selv er, man aner ikke hvad man kan og må, man aner knap hvem man længere har i sit liv – så der – lige der – hvor man har kæmpet i årevis – der skal man så til at bygge sig selv op og finde et nyt ståsted i livet – og det kan også tage årevis.

Ja vi er heldige at vi i Danmark at der er et sikkerhedsnet hvis man bliver syg, men hvis man tror det er så ligetil, og uden de store menneskelige omkostninger, så må man gerne tro om. Man skal være ekstremt stærk for at kunne holde til at være syg. Men heldigvis er der hjælp til alle.

Er du selv eller kender du en der har været ramt af sygdom? Hvordan har du selv klaret processen eller hvordan eller af hvem ville du gerne have hjælp? Og hvordan er du eller de kommet videre i livet?

Kram fra Louise