Træning del I

Louise i centret

Træning er sund for alle men det kan være svært at komme i gang.

Den sværeste del af træningen er for de fleste nok det at komme fra sofaen og ud ad døren. For vi ved jo alle sammen godt, hvor godt og sundt træning er for os, uanset om man har en sygdom eller ej. Og selvom vi er helt bevidste om det, svigter vores rygrad os nemt her. Fra morgenstunden kan vi have de vildeste ambitioner om at i dag skal vi cykle en lang tur, løbe 5 km eller tage i fitnesscentret, men pludselig bliver der overskyet, vasketøjet har hobet sig op siden sidste uge, vi skal også lige ha læst mails og have ringet og sludret med moster Anna og måske er man også blevet lidt træt og skal have smurt madpakker til i morgen og pludselig er det for sent at komme afsted, men hey….imorgen – så gør jeg det….eller måske på torsdag…nu må vi se….

Men måske skal vi starte med at kigge på hvorfor vi egentlig gerne vil træne, hvad det vil give os og hvad der skal til for at det ikke er så svært at komme afsted.

Grunde til at det er godt at motionere og træne:

  • Træning giver øget livskvalitet og velvære
  • Træning giver nedsat sygelighed
  • Inaktivitet er næsten lige så farligt som rygning
  • Træning er godt for din bevægelighed
  • Fysisk træthed kontra træthed pga. smerter eller mentalt træthed – gør at man sover bedre
  • Træning hjælper også til at styrke muskler og derned aflaste led og er man overvægtig kan det være en god ide at tabe sig, da man dermed aflaster bl.a. knæ og ryg
  • Træning reducerer risikoen for betændelse i led/kroppen
  • Motion generelt hjælper med at styrke og udvikle muskler, styrke din ledstyrke/ledfunktion og fleksibilitet, muskler flytter dine led og kan hjælpe på ledfunktionen og hjælper med at undgå skader
  • Motion nedsætter også træthed (fatigue) og depression
  • Desuden påvirkes både kondition, balance, bevægelighed, styrke og vejrtrækning af motion
  • Og meget meget mere

Det at skulle cykle en tur, tage ned at træne, løbe en tur, spille bold eller dyrke andet træning/motion kræver at man vil det og at man om man så skal sige, har rygrad og at man kan sparke sig selv afsted på trods af smerter, træthed og manglende overskud. Vi kommer ikke udenom at træning er godt for alle mennesker, men det handler jo også om prioritering og det kommer ofte til at handle om planlægning.

Det er nemt at bruge som undskyldning/forklaring at man ikke har tid, men oftest er det jo i bund og grund ikke tiden der reelt er problemet. De fleste mennesker i dag bruger flere timer om dagen på de sociale medier eller foran fjernsynet. Hvad hvis nu man 3 gange om ugen slet ikke tændte fjernsynet og samtidig satte max skærmtid på Facebook/Instagram (og hvad man nu bruger af sociale medier) og så brugte én time 3 x om ugen på at styrke og pleje sin krop ved at motionere/træne. Spørgsmålet er om man i slutningen af uden/måneden/året føler at man har spildt mest tid contra fået mest ud af sin tid/sit liv ved at se TV/sociale medier eller ved at gøre noget godt for ens krop.

Jeg ved fra mig selv at min træning skal lægges ind i et skema. Jeg træner fast 3 gange om ugen. Mandag træner jeg så snart jeg har afleveret min søn i skole. Onsdag og fredag kører jeg direkte fra arbejde og i træningscentret. Jeg ved nemlig at kommer jeg først hjem og sætter mig, evt. tager en lur eller går en tur med hunden først, så er overskuddet ikke særlig stort bagefter og det kræver en endnu større rygrad. Men for andre kan det jo være en fordel først at hvile og så komme afsted senere. Det afhænger jo også af arbejdstider, helbred, familie osv.

Vi fortryder ofte kun de valg vi ikke tog. Valget er dit.

Kram fra Louise

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *