At være i et forhold kan være skønt og det kan være udfordrende, men hvad nu hvis man gerne vil have sin partner tæt på, have intimitet og ømhed men samtidig så gør det ondt, at på nogle dage kan bare små berøringer føles om knive i kroppen.
Jeg forstår til fulde hvor svært det må være at være den anden part – ikke kun fordi den person også gerne vil have nærhed og bekræftelse, men også fordi partneren ved, at på en dårlig dag med meget smerter/overskud/træthed er det bare endnu mere vigtigt at give opmærksomhed. Selv vil jeg på den ene side gerne have at min partner bare sidder og holder om mig stille og roligt og på den anden side vil jeg bare gerne være i fred og ro.
Men lad os nu forestille os at jeg en dag havde en dag med smerter og deraf manglende overskud og at de ting jeg egentlig skulle med at køre min søn til svømning, lave aftensmad, lave lektier, lufte hunden, smørre madpakker osv. halter den dag, fordi jeg bare skal ligge eller slappe af. Når så min partner kommer, så er jeg dels stresset og frustreret over ikke at have haft overskud til det endnu og så er jeg flov….flov helt ind i marven over at jeg ikke kan.
Det er ikke vores sygdom der sætter begrænsninger for os, men derimod vores mind og mindset.
Så overtager han jo selvfølgelig, i den perfekte verden og i det rigtige forhold. Men selvom jeg nu kan puste ud og slappe af og vide at svømning, mad, hund, lektier osv. bliver ordnet, så gør det jo ikke nødvendigvis at jeg er glad eller ligeglad, jeg er jo stadig frustreret og flov og jeg er stadig drænet og med smerter.
Samtidig har jeg senere lyst til at kramme min partner og fortælle ham at jeg er taknemmelig for den han er og det han gør, men det ændrer jo stadig ikke på at jeg mentalt bruger meget krudt på at være fucking træt af det hele og at jeg ofte kan tage mig selv i at spekulere på om jeg nu også giver lige så meget retur som jeg får og tænke om han nu også vil acceptere det her i længden. Tankerne kommer selvfølgelig knap så ubelejligt når jeg er nede at skrabe bunden i forvejen og så dræner de tanker mig endnu mere.
I det gode forhold finder man ud af det og så glider det jo bare
Men hvad nu hvis man er sammen med en partner, der også har udfordringer, det kan være helbred/spekulationer/job eller hvad det nu måtte være. Så når han kommer hjem, så har han heller ikke tid og overskud til at tage sig af tingene. Og så kan en dårlig stemning eller en diskussion kan opstå.
Jeg har selv den udfordring at jeg er slem til at bide af mand og barn, når jeg har ondt, hvilket jo på ingen måde er okay, men hvis de så ikke ved, eller tænker at det er fordi jeg er presset, ja så har vi balladen. Den dårlige stemning kan forværre mine smerter og mit overskud og igen kan jeg hvirvle mig selv ind i en dårlig spiral af tanker, der kan være svær at komme ud af.
Dog har jeg fundet ud af hvor stærk jeg er, at jeg kommer igennem det og at jeg hver gang kommer ud på den anden side endnu stærkere. Ligeledes er jeg blevet bedre til at erkende at jeg i nogle dage eller perioder bare har det ad helvede til og at jeg i de perioder skal jeg stole endnu mere på mine nærmeste og ikke lade tankerne overtage.
Hvor meget tillader du dine tanker at overtage?
Kram fra Louise
