Forrige lørdag skulle Søren og jeg have min veninde og hendes mand på besøg til aften. Fredag havde jeg gjort lidt rent og bagt den kage vi skulle have, så lørdag kunne vi sove lidt længe.
…… (eller det vil sige, at der er nogen der sover meget længe og så er vi nogen der elsker at komme tidligt i gang med dagen, men det er også okay) nå men vi havde tid til at sidde og hygge med morgenmaden (brunch). Efter morgenmaden kørte vi på stranden og gik en tur med hunden. Der var blæsende og med en anelse havgus, men vi havde en dejlig tur på stranden og i klitterne og var godt forblæste efterfølgende.
Derefter skulle der handles ind og så hjem og laves klar til om aftenen. kl. 14.30 sad vi begge i sofaen og var færdig med det hele og manglede ikke noget. Og jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre. Bare det faktum at jeg kunne smide mig en time på sofaen og stadig have masser af tid, gjorde mig nærmest helt rastløs.
“When we slow down, we are reminded of what matters the most”
Det gik op for mig at jeg tidligere har haft sat mig selv i irriterende belastende situationer. Forstået på den måde at jeg tidligere har haft et liv i et helt andet tempo – tidligere med en mand der var selvstændig og 3 børn (min eks´ 2 børn og vores fælles søn), kæmpe hus, tonsvis af smerter, hest, tårnhøje forventninger til mig selv og med ambitioner om altid at være Superman, har vi nærmest levet på en banegård, hvor planlægning og koordinering var et must. Jeg husker tydeligt hvor smadret jeg f.eks. var tidligere allerede inden gæster var trådt ind i huset.
Og så kontra nu, hvor jeg hverken kan eller vil være Superman mere eller leve som på Hovedbanegården i København. Det er ikke fordi jeg på nogen måde har ondt af mig selv eller fortryder mit liv tidligere men jeg påskønner og værdsætter bestemt at jeg har valgt at det ikke er nødvendigt mere.
Hvad påskønner du i dit liv?