Jeg forsøger ofte at fremstå som om jeg har styr på det hele og det er kun ”særligt udvalgte” jeg fortæller sandheden til, når jeg bliver spurgt om alt er okay ved mig, om jeg har det godt eller om der er noget galt.
Jeg tror bestemt at det hænger sammen med at jeg ikke vil være en belastning og samtidig tankegangen om at hvem pokker gider være venner/partner med en der ofte har smerter/er mentalt nede/er kronisk træt osv. Det er måske okay i en periode, kort eller lang, men på et tidspunkt kan andre jo måske ikke længere forholde sig til at man har ondt eller stadig har ondt – dvs. at de spørger mindre indtil det eller responderer mindre, når man fortæller hvordan man har det. Og det gør fucking ondt.
Selvfølgelig handler det også om ikke at lade ens sygdom, problemer eller handicap styre, men det kan ikke undgås at det indimellem fylder meget. Samtidig er det jo heller ikke hverken sjovt eller gavnligt konstant at blive pylret om.
Jeg har ikke selv valgt at leve et liv med smerter og med manglende overskud. Jeg har ikke selv valgt at gå rundt med en krop der føles som om den har en halv influenza siddende konstant.
Men jeg vælger heldigvis selv hvem jeg vil dele med, hvordan jeg har det og det er kun de få. Overfor resten sætter jeg et stort smil på, min make-up, hår, smykker, tøj og sko sidder ret okay så snart jeg forlader egen matrikel, jeg er udadvendt, taler med alle og smiler næsten altid.
Når jeg så kommer hjem og er omkring mine nærmeste, kan jeg slappe mere af og evt. fortælle at i dag er en dum dag. Der kan jeg lade facaden falde, fjerne make-uppen og hoppe i et par slaskebukser og bare være mig.
Så kan vi altid diskutere om jeg burde have mindre facade når jeg er sammen med andre, men nej tak, det er min måde at bevare min værdighed og ikke lade min sygdom og udfordringer styre mig.
Hvad med dig – hvad styrer dig?