Når man, som jeg, ikke arbejder fuld tid, tænker andre måske at så har man jo masser af fritid (se evt. gigtmedliv.dk/fleksjobbere-som-2-rangs-mennesker) og det er en dialog og diskussion, som jeg gerne tager.
Men hvad pokker gør man, når man selv er splittet mellem tid og overskud?
Jeg har fri til middag hver dag, så det vil sige at hvis nogen spørger mig om jeg lige vil hjælpe med deres hest, om jeg lige vil hente noget for en i Hjørring, om jeg lige kan køre børn hjem fra et arrangement i skolen eller hvis min søn spørger om vi ikke lige kan køre ned og købe den trøje han mangler osv. så er jeg slem til bare at sige ja og at tilrettelægge det efter andre – fordi jeg har jo reelt set tid….
Men tid er en forunderlig størrelse og det jeg bare ofte selv glemmer er at tid og overskud ikke nødvendigvis er det samme – faktisk sjældent.
Men når jeg tjekker min kalender, står der ingenting f.eks. onsdag eftermiddag – ja så jeg kører gerne 100 km for at hente min søn og klassekammerater og 100 km retur – for jeg vil jo rigtig gerne – men allerede onsdag morgen er jeg godt klar over at jeg har skudt mig selv i foden og at når jeg kommer hjem har jeg brugt alle mine skeer for resten af dagen, så jeg har slet ikke mere at give af og kommer mig til at føle mig som en slatten karklud. Men det giver jo også en kæmpe tilfredshed at bidrage og jeg elsker jo at kunne hjælpe andre. Og en enkelt dag går jo sagtens – men desværre glemmer jeg ofte selv at en enkelt dag er nok, dvs. at jeg kan finde på at gøre det samme igen og igen, flere dage i træk, for der er jo plads i kalenderen og så kommer regningen….smerter, tristhed, træthed – frustrationen over ikke at kunne slå til.
Og hver gang lover jeg mig selv at det var sidste gang – og det holder jeg så… altså lige indtil jeg igen er ovenpå og jeg ser at der er plads i min kalender.
Jeg er simpelthen en skovl til det. Men jeg håber stadig at jeg på et tidspunkt kan finde ud af at skelne mellem tid og overskud. For, præcist som for mange andre, er mine ambitioner større end min krop tillader det.
Tænker faktisk at jeg burde lave sådan en regel med mig selv om at selvom jeg har fri til middag hver dag, så har jeg (MIG) først fri kl. 16, dvs. at vænne mig selv til at mellem kl. 13 og 16 har jeg Louise tid og INTET andet – altså at jeg tager et langt bad, sover en time, sætter mig i udestuen med en god bog og en kop the, mediterer, maler eller bager en kage – altså gør kun de ting som jeg har lyst til og som lader mig op. På den måde vil jeg, forhåbentligt, kl. 16, præcist som de fleste andre, kunne bidrage med noget mere til min søn, kæreste, familie osv. og jeg er ladet op til at støvsuge (hmm…hvem er egentlig nogensinde det), lave lektier, aftensmad, gå tur med hunden osv. ved at jeg laver en soleklar skillelinje mellem tid og overskud.
Det må simpelthen prøves
Hej Louise.
Du har så ret i det du siger. Man bliver også tit set som doven, når vi har bruge for at stemple ud. Jeg har prøver at være lige glad og siger til mig selv at jeg skal stemple ud 1.5 til til 2 timer på sofaen, for eller kan jeg ikke noget resten af dagen, og så har man lidt overskud igen når de andre kommer hjem. Bruger så ca 2-3 timer på min hest mellem 14-17 da min krop har godt af den form fortræning ca 4 gange om ugen. Man møder tit folk har svært ved at forstå det da gigt og piskesmæld er ikke noget det synligt at se.
Så det med at sige fra 13-16 er Louise tid er kun noget jeg kan anbefale, så man får ladet op.
Hej Ditte
Tusind tak for din kommentar – det betyder utrolig meget
Kram til dig
Hej Louise
Lige en stemme fra fortiden. Hvor er det godt beskrevet, for man glemmer at man ikke er superwoman, når man har det godt, men det bider altid en I rumpen senere hen.
Det gør mig ondt at du ikke længere har kræfter til at ride. Det må være et stort savn. Håber du trods alt er I stand til at tænke tilbage på gode oplevelser, være i det nu, der er dit og glædes over den fremtid vi endnu ikke kender. De bedste tanker, kram og ønsker…
Hej Sussi
Tusind tak – det er rigtig pænt af dig
Og ja, minderne kan ingen nogensinde tage fra mig – og jeg har heldigvis et shit-loud af dem¨
Kram fra Louise