Har man nogensinde tid til at blive syg?
I sidste uge kæmpede jeg med at holde snuden oven vande.
Jeg skulle holde fødselsdag for min søn torsdag, som var en helligdag, så jeg ville gerne at hus og have så bare nogenlunde tilforladelig ud, så jeg gav gas med rengøring og havearbejde.
Tit er det jo sådan at når der er en ting, så ramler det altid sammen med alt muligt andet og denne uge var ingen undtagelse… Jeg skulle selv på sygehuset til kontrol den ene dag og min søn skulle til tandlæge en anden dag. Plus at jeg selvfølgelig skulle arbejde og ride (ja jeg rider igen – mere om det i et andet indlæg).
Selv om jeg prioriterer min træning i fitnesslokalet, så jeg mig nødsaget til at droppe træning den uge – for første gang i ca. et halvt år…vildt ikke? Men jeg nåede det hele og formåede også at nyde det hele. Vi havde en dejlig dag med familien, hvor vi fejrede min søns 10-års fødselsdag. Maden var skøn, vejret var fantastisk og min søn havde en super god dag.
We fall. We break. We fail….but then… We rise. We heal. We overcome.
Fredag havde jeg en aftale fra morgenstunden, hvor jeg skulle. hjælpe en rytter med opvarmning til et ridestævne. Jeg er så heldig at have måske jordens mest støttende kæreste, så Søren stod tidligt op for at tage med. Da vi nu var der, syntes han at vi skulle blive og kigge og nyde at være til stævne – det her er vel og mærke en mand som aldrig havde været i nærheden af en hest, da han mødte mig for godt et år siden, så det er ret godt gået.
Da vi kom hjem senere til middag, gik jeg bare direkte i seng – jeg var færdig. Et par timer senere stod jeg op og tog ud at ride. Og så startede helvede. Jeg ramte muren. Jeg var i så mange smerter at jeg bare stod og græd, smertestillende havde stort set ingen effekt. Jeg var fuldstændig udkørt og udmattet
Ofte føler jeg at når jeg har noget jeg virkelig skal (altså holde fødselsdag f.eks.) så klarer jeg det og holder mig selv oppe, men så snart kroppen har ”tid til at blive syg”, så skal jeg da lige love for at det kommer bragende, som med lyntoget.
Aftenen blev brugt i knap 40 °c i vildmarksbadet, men min krop lukkede helt ned og det samme gør mit humør.
Når jeg har det sådan føler jeg mig enormt sårbar og utilstrækkelig. Og jeg undskylder gang på gang over for Søren og min søn at jeg ikke er tilstrækkelig, at jeg enten ingenting siger eller at jeg vrisser af dem. Jeg undskylder at jeg ikke kan det jeg gerne vil og jeg undskylder at jeg ikke er den kæreste og mor jeg jo gerne vil være. Jeg rammes af enormt dårlig samvittighed, selvom jeg jo godt ved at det på ingen måde er selvforskyldt.
Jeg har ingen anelse om, hvordan jeg bør tackle det. Men jeg ved at det er hårdt for dem tæt på mig at se på – og selvfølgelig fordi de intet kan gøre. Det kræver et enormt overskud og tålmodighed at have sådan en møgsygdom eller alle sygdomme i øvrigt, men det kræver måske endnu mere af ens nærmeste.
Pas på dig selv og dine nærmeste