At turde ryste posen igen

Som ung eller yngre ligger hele verden for vores fødder og vi føler at vi har al tid i verden til at undersøge, opleve, udleve og leve livet.

Hen ad vejen tager vi noget uddannelse, vi prøver os selv af i forskellige jobs eller erhverv. Vi finder en kæreste, skifter ham/hende ud med en anden og en tredje kæreste. Vi overvejer om vi vil have børn, hvornår og måske også hvor mange. Vi går i byen for at møde nye mennesker, vi prøver grænser af. Vi får nye venskaber, vi mister gamle venskaber.

Vi overvejer hvem vi gerne vil være som mennesker, hvad ens værdier er, hvad ens holdning er til andre mennesker, til politik, til indvandrere, til sexualitet og til 1000 andre ting. Vi finder ud af at vores drømmeuddannelse måske ikke lige var det vi regnede med, så vi må gå nye veje. Vi får måske tilbudt et fedt job men det kræver at vi skal flytte til en anden by, en anden region eller måske et helt andet land. Vi kigger os selv i spejlet og opdager at der mangler noget, det kan være at vi føler der skal en tatovering til, eller måske skal tænderne lysnes eller måske er det ens tøjstil man ønsker at ændre på. Alt det er jo en proces. Hvilket jo er det naturligste i hele verden når man er ung og på vej til at finde sig selv og sin identitet.

Dernæst kommer den periode hvor man mere eller mindre har fundet sit ståsted i livet. Man er kommet frem til hvem man er og gerne vil være, man har måske mødt en skøn partner, børn er måske kommet til, uddannelse eller job er på plads, huset eller bolig i et optimalt område er der også styr på og ferier er noget man planlægger hvert år, ligesom julen, børnefødselsdage og mormors småkagebagedage. Der er ro på det meste og så rammes man af et eller andet der slår benene væk under en.

Man rammes måske af stress, sygdom eller en ulykke.

Og hvem er man så, når man nu troede at den proces med at finde sig selv var overstået? Det er jo ikke let at gå tilbage og tage hele den tur en gang til – eller er det? Det er noget af en opgave at skulle ryste posen en gang til. Men er der nu også noget galt i det? Det der egentlig er problemet er at man ikke selv har valgt grunden, tidspunktet og omstændighederne.

Det er det der er fucking hårdt.

Men er det nu også fuldstændig givet at man ikke, som i aldrig, havde rystet posen, hvis man ikke var blevet syg?

Jeg kender en person som har levet i overhalingsbanen i mange år, haft højtstående jobs, rejst verden tyndt, haft masser af ansvar og ansatte og tjent rigtig godt – og som i en alder af 53 år pludselig følte at tiden var inde for at prøve noget helt andet og som nu befinder sig rigtig godt med et job med mindre stress, ansvar og indtjening. Så i min verden er det muligt for alle.

Men det er jo nok nødvendigt for at man ikke taber sig selv i forløbet. Man bliver simpelthen nødt til at tage skeen i den anden hånd og overveje det hele en gang til. Er man så heldig at der er styr på f.eks. bolig, partner og børn, så er det nok job man skal knække koden til en gang til. Kan man nu ikke, efter man er ramt af sygdom eller andre udfordringer, ikke længere varetage det job eller erhverv som man var i, har man jo selvom man har udfordringer og selvom man f.eks. er blevet fleksjobber, stadig masser af muligheder for at leve og blive en endnu bedre version af den man var, men det kræver at man tør at se mulighederne frem for begrænsningerne.

Tør du ryste posen igen?

Kram fra Louise

“Det er ikke vores sygdom der sætter begrænsninger for os, men derimod vores mindset”