Nogle timer om ugen bruger jeg, min fritid, på at være ridelærer – hvilket jeg har gjort i mange år – faktisk har jeg hjulpet andre med deres heste og undervist på rideskoler siden jeg var 15-16 år, jeg har drevet et ridecenter, været selvstændig som træner og undervist i udlandet – og jeg har derigennem fået utrolig mange venner og bekendte og flere af mine elever har redet ved mig i årevis.
Jeg hader kulden i en kold ridehal, hader arbejdstiderne og selvom jeg i princippet bare skal stå og råbe ad folk, tager det utrolig hårdt på mig, men jeg ville ikke undvære det for noget. Jeg har ofte taget mig selv til håret og ligget søvnløs for at spekulere over hvordan jeg skulle hjælpe en elev/hest, jeg har læst de fleste fagbøger der findes og har ofte Kyras bog/bibel liggende på skrivebordet (hestefolk forstår!).
Engang spurgte en af mine elever mig om jeg aldrig havde følt at jeg var blevet set ned på fordi jeg er fleksjobber og ikke kan bidrage nok til samfundet, og jo det gjorde jeg for nogle år siden men ikke længere – jeg er mig og jeg bidrager så absolut med det jeg kan.
Selv om jeg først og fremmest er ridelærer i min fritid, har jeg gennem årerne også indset at jeg også er alt muligt andet, jeg er coach, jeg er pædagog, jeg er psykolog, jeg er socialrådgiver, jeg er dyrlæge, jeg er fitnesstræner, jeg er hestevisker og så er jeg en ven og en trofast klippe for dem der har brug for det.
*No matter how bad things are, you’re still way ahead those who isn’t even trying*
For mange år siden fortalte en af mine elever – en pige på 12-14 år – mig at hun havde det rigtig skidt derhjemme, en dag kunne jeg ikke få hende hjem fra stalden selvom kl. var 23 en hverdagsaften, jeg endte med at måtte køre hende hjem men allerede samme nat måtte jeg hente hende igen og måtte finde en anden løsning (som faktisk også indebar at ringe til min mor midt om natten fordi jeg ikke anede hvad jeg skulle stille op) og som faktisk i dette tilfælde endte med at hun blev fjernet hjemmefra.
Jeg har også flere gange oplevet når teenageren var blevet droppet af kæresten og bare havde brug for en skulder at græde ud til eller bare at snakke med. Eller når forældrene ringede til mig fordi de ikke kunne komme i kontakt med deres barn, men vidste at jeg kunne. Eller når folk var strandet til et stævne og ikke kunne læsse krikken, eller når skoleeleven havde brug for lektiehjælp, eller når desperate forældre ringede fordi pigen ville have en hest, men forældrene ikke anede hvad det indebar. Eller når en elev eller tidligere elev kontakter mig med henblik på en second openion i hestens sygdomsforløb.
Let har det heller ikke altid været at skulle sige til en elev, ung om gammel at vedkommende blev nødt til at tabe sig lidt/styrketræne eller andet for at blive bedre til sin ridning. Eller når man står med en elev der bare ingen selvtillid har overhovedet. Eller når jeg har måttet pille en elev ned ad sin pony og tale med hende eller hendes forældre om at denne pony er farlig for pigen eller bare er for stor en mundfuld lige nu, hvilket vil kræve at den må sælges eller at den må rides af en professionel i en periode for ikke at ende galt for pigen. Eller når jeg har måttet hæve stemmen nok så grueligt (og tro mig, jeg kan råde højt) hvis en elev eller en rytter har været led overfor sin hest.
*If you don’t like where you are – MOVE. You’re not a tree*
Samtidig med det har jeg selv gennem især de sidste 5-7 år måttet sande at min krop ikke længere er helt så ambitiøs som jeg er, jeg er svag, jeg er blevet stiv i kroppen, jeg har ikke samme kraft og styrke som jeg burde have og jeg døjer med smerter. Men udover at det i sig selv jo er smadderirriterende, forsøger jeg at vende det til noget positivt, så i mit virke som ridelærer har jeg opdaget at jeg faktisk kan bruge det til noget godt.
Jeg har eller har haft en elev med dårlig skulder, en med dårlig balance, en der pga. sygdom ikke har megen kraft i den ene side, jeg har elever der døjer med manglende tro på sig selv og egne evner og så selvfølgelig de andre….. Men ens for dem alle er at jeg nærmest vil gå gennem ild og vand for dem og at jeg bruger utrolig mange ressourcer på at finde løsninger – jeg kan pga. min egen kroniske sygdom, nærmest føle hvordan deres krop føles og hvilket udfordringer det måtte give – så jeg afprøver mange ting og øvelser på egen krop.
Jeg kunne skrive en bog om forskellige måder at gøre tingene på afhængig af ens hests eller ens egne styrker og svagheder. Mine kærester har gennem årerne ikke altid kunnet forstå det når jeg har fortalt om at jeg f.eks. har stået med en elev, der pludselig er brudt sammen fordi hun f.eks. er blevet bange for hesten eller fordi hun har haft et skænderi med kæresten, og så har jeg jo altså måttet tage mig den tid, det har måttet tage, for selv jeg ikke har en pædagogisk eller psykolog uddannelse, så kan jeg altså noget – og sammen er vi kommet igennem det og har fundet en løsning eller i hvert fald fået fundet roen til at finde en løsning.
I min tid som ridelærer har jeg således måtte lægge ører til utrolig meget på godt og ondt. De sportslige resultater hos mine elever tæller alt fra succesen af pludselig at kunne lave en ny og for dem svær øvelse til store mesterskaber og ponylandshold. Men de menneskelige ”resultater” rækker meget længere end enhvert mesterskab. Til trods for at det kræver enorme ressourcer som jeg ikke altid har pga. mit helbred, så elsker jeg at kunne gøre en forskel for andre, både hestene og deres ryttere. Jeg er så utrolig taknemlig for de folk der har vist mig den tillid at ville have netop min hjælp.
Kram fra